Tarot

Hvad er tarot? Hvordan virker det? ... og hvordan hænger det hele sammen! 

Følgende er en dybdegående artikel skrevet af Katrine Zacho Bregner, momsregisteret moseheks, forfatter og proletar. Artiklen er først bragt på Danmarks største vidensbank for heksekundskab hex1.dk

Før du læser videre, kan du prøve at trække et tarotkort her.

Tarot er et genialt værktøj

Systemer, Symbolik og Intuitionens Sprog

Tarotkort har i århundreder været brugt som et redskab til selvindsigt, spirituel vejledning og refleksion. Men hvad mange ikke ved, er, at der faktisk findes flere forskellige tarot-systemer, som hver især har deres egne unikke træk, opbygning og visuelle sprog. Derudover er der mange måder at læse og tolke kortene på, afhængig af system, personlige præferencer og intuitiv tilgang.

Tre hovedsystemer i tarot

1. Tarot de Marseille / Visconti-systemet

Det ældste kendte tarot-system stammer fra 1400-tallets Italien og går under navnet Visconti. Det blev senere udbredt og videreudviklet i Frankrig og er i dag bedst kendt som Tarot de Marseille. Systemet er kendetegnet ved sin simple symbolik, især i Den Lille Arkana, hvor kortene mest af alt minder om spillekort med symboler som stave, bægre, sværd og mønter. Det kræver derfor en mere analytisk tilgang med fokus på tal, elementer og symbolik frem for illustrationer.

2. Rider-Waite-Smith (RWS)

Dette system er det mest udbredte i dag og blev udviklet i begyndelsen af 1900-tallet af mystikeren Arthur Edward Waite, illustreret af Pamela Colman Smith og udgivet af William Rider & Son. Rider-Waite-Smith er elsket for sin tilgængelighed – især fordi alle kort, inklusive dem i Den Lille Arkana, er illustreret med scenarier, man let kan relatere til. Det gør det lettere at tolke kortene intuitivt og visuelt, som en slags tegneserie.

3. Thoth Tarot

Skabt af den kontroversielle okkultist Aleister Crowley og malet af Lady Frieda Harris, er Thoth-systemet en esoterisk skattekiste. Det indeholder symbolik fra astrologi, egyptisk og jødisk mystik, alkymi og naturreligion. Kortene er rige på detaljer og symboler, og det kræver ofte en mere intuitiv og analytisk tilgang. Thoth ændrer også på hofkortene – her hedder de Princess, Prince, Knight og Queen – hvilket skaber en mere balanceret kønsrepræsentation.

Måder at læse og tolke kortene på

Tarotkort "taler" i symboler, arketyper og energier, og måden vi lytter til dem på, afhænger både af system og personlig metode. Her er tre centrale teknikker, du kan bruge:

1. Nøgleord (især til Tarot de Marseille)

Tarot er bygget op efter et struktureret system. I Den Lille Arkana symboliserer hvert tal og hvert element (ild, vand, luft, jord) forskellige aspekter af livet. Ved at lære nøgleordene for hvert tal og element, kan du hurtigt få indsigt i kortenes betydning – især når illustrationerne er sparsomme.

2. Symbolfokus (til Thoth)

Når et kort er fyldt med symboler, kan det føles overvældende. Symbolfokus handler om at zoome ind på de symboler, farver eller former, der fanger din opmærksomhed først. Dette er ofte det område, hvor din intuition prøver at tale til dig.

3. Tegneserieflow (til Rider-Waite-Smith)

Her ser du kortenes illustrationer som scener i en tegneserie. Hvad sker der på kortet? Hvad laver personerne? Hvor kigger de hen? Hvilke følelser opstår i dig? Denne metode er legende og inviterer dig til at skabe en historie ud fra kortene.

Tarot og bevidsthed – intuitionens sprog

Når vi arbejder med tarot, arbejder vi ikke kun med kort – vi arbejder med os selv. Tarot er en kanal til vores underbevidsthed, og netop derfor spiller intuition en så stor rolle.

De fire lag af bevidsthed:

  • Det ubevidste – tanker og følelser vi ikke er bevidste om, men som alligevel påvirker os.

  • Det underbevidste – gemt viden og erfaring, vi ikke aktivt bruger, men som tarot kan hjælpe os med at få adgang til.

  • Det bevidste – det vi ved, forstår og handler ud fra.

  • Det overbevidste – den guddommelige eller universelle visdom, der rækker ud over os selv.

Ved at lytte til vores intuition – den "indre stemme" eller "mavefornemmelse" – kan vi bruge tarot som et spejl og en guide i vores liv. Intuitionen kan trænes, og det kræver ro, tilstedeværelse og en pause fra ydre støj. Meditation, vejrtrækning, kontakt med naturen og daglig refleksion er nogle af de måder, du kan styrke kontakten til din intuition.

Tarot som spirituelt værktøj

Arkana betyder Hemmelig Viden, og tarot hjælper os med at forstå den hemmelige viden bag vores bevidsthedslag i Den Store Arkana og den hemmelige viden bag de 4 elementer der danner rammen for menneskets daglige færden i Den Lille Arkana.

Den Store Arkana:

22 kort der symboliserer livets store mysterier, skæbne og sjælens udviklingsrejse. Hvert kort repræsenterer arketyper og spirituelle lærestykker, og når et kort fra Den Store Arkana dukker op i en læsning, er det et tegn på, at noget større er i spil. Det er her vi lærer om de 4 lag af bevidsthed. Trækker du et kort herfra i din læsning, bør du være opmærksom på at det kan være livsændrende eller at du lærer noget som varer resten af livet.

Den Lille Arkana:

56 kort opdelt i fire serier: Stave (ild), Bægre (vand), Sværd (luft) og Mønter (jord). Disse beskriver hverdagens temaer og de små sejre og udfordringer, vi møder. Ved at forstå deres indbyrdes rækkefølge og symbolik, kan man se dem som en rejse gennem personlig udvikling og livserfaring. Det er her vi lærer om det levede liv. Trækker du kort herfra i din læsning skal du være opmærksom på at kortets budskab og betydning "går over igen" eller ikke nødvendigvis bunder i en permanent tilstand eller vedvarende livslektie.

Tip der evt kan laves til en boks:

Hvis forbindelsen til kortene forsvinder

Det er helt normalt at opleve perioder, hvor tarotkortene føles stille. Her er nogle råd til at genfinde forbindelsen:

  • Træk ét enkelt kort og reflekter.

  • Brug kortene til at se tilbage i stedet for frem.

  • Brug længere tid med hvert kort – giv det plads.

  • Fri-skriv dine tanker om kortet uden filter.

  • Spørg kortene direkte: "Hvorfor er forbindelsen røget?"

  • Involver en ven i refleksionen.

  • Giv op på tolkning – bare observer og vær med kortet.

Tarot som spejl på hele følelsesspektret

Det der adskiller tarot fra mange engle- og orakelkort er at ikke alle kort kommer med "gode nyheder", og det skal de heller ikke. Tarot er ikke et feel-good-værktøj – det er en guide til hele menneskelivet, også de svære sider. Negative kort kan belyse vigtige lærestykker og skjulte temaer, der kræver vores opmærksomhed. Når vi tør lytte til de mørkere beskeder, kan vi finde dybere visdom og blive mere balancerede som mennesker.

Tarot er din egen rejse

Du behøver ikke kunne alle kort udenad for at komme i gang. Find dit eget tempo, skab en tryg stemning, og tillad dig selv at være i nuet. Tarot er ikke kun et system – det er en dialog mellem dig og din intuition, mellem bevidsthedens lag og livets små og store mysterier.

"Tarot handler ikke om at kende alle svarene – men om at stille de rigtige spørgsmål."

  • Katrine Zacho Bregner, Momsregistreret MoseHeks, forfatter & proletar

www.moseheksen.dk